Holdbeskrivelser voksenhold

Teknik Træning 1

Formålet med dette hold er primært at få nystartede, og relativt urutinerede MTB-ryttere i god form, og at kunne færdes sikkert på MTB. Der er fokus på at lære basale tekniske færdigheder på MTB, så du bliver fortrolig med din cykel og kommer til at kunne køre de blå spor i Pamhule.

På dette hold er der ingen krav til teknisk kunnen, og du kan også være med som let øvet, eller hvis fysikken en dag er lidt en udfordring.

Onsdag vil være fortrinsvis repetition af tidligere øvelser fra om mandagen samt fokus på leg og ”sociale” øvelser ?

Teknik Træning 2

På dette hold er du fortrolig med din cykel, og har været med på Teknik Træning 1 i omkring en halv sæson. Vi har primært fokus på, at alle ryttere får en god træning og får brugt sig selv. Træningen vil indeholde forskellige træningsøvelser og kørsel på både blå og røde sporstykker i Pamhule tilpasset det fysiske og tekniske niveau på holdet.

På træning 2 deltager rytteren aktivt, og har et ønske om at forbedre sin tekniske kunnen og kondition.

På dette hold er der middel krav til teknisk kunnen.

Qvinder på MTB

Qvinder på MTB køres fredag 16.30 – 18.00

Holdet er for alle kvinder der har lyst til en glad tur i skoven, hvor det sociale fællesskab og smil på læben vægtes højt.
Man behøver ikke at have kørt på mountainbike tidligere for at deltage. Tværtimod kan det være et godt og trygt sted at starte ud her sammen med andre piger i alle aldre.

Alle kan være med

Q2 (Qvinder)

Holdet er for dig der har de grundlæggende færdigheder, og som kan køre det blå spor i Pamhule.

Vi tager på hyggelige “tøseture” i skoven, hvor der er plads til frisk luft og gode naturoplevelser.
Vi vil prøve at lægge nogle intervaller ind undervejs, for at forbedre konditionen.

Vi arbejder videre med tekniske op- og nedkørsler, sving og berms, drops og step-ups. Samtidig lægger vi stor vægt på sikkerhed.
Nogle gange vil du nok overskride nogle grænser, men det bliver gjort i et trygt miljø sammen med andre kvinder, og det er stadig tilladt at sige “det tør jeg bare ikke”.

Tur-holdet | Cross Counttry XC
Dagens kaptajn sørger for at planlægge en god tur – alle kan være med.

Vi cykler mest på skovstier, grusveje, og markveje – helst ikke asfalt og spor. Der cykles typisk mellem 20 – 25km på MTB. Vi nyder naturen, og holder de nødvendige pauser.

Puls og Spor, og Puls og Spor Light

Holdet er for dig der gerne vil forbedre din kondition og få lidt mere fart på din MTB.  Alle kan være med, det eneste krav er at du har lyst til at få pulsen op og du skal kunne køre det blå spor, da vi ikke øver nogen form for teknik.

Hver træningsaften består af opvarmning på vej ud til sporet – pulstræning på enten grusveje eller spor og resten af tiden kører vi sporet – vi slutter med at rulle af på vej tilbage til hallen. 

Vi deler holdene op, således at man på Light holdet også giver den maks. gas, men kæden er dog knap så stram!

Hold T (Tempo&Trail)
På dette hold er turene længere og mere teknisk krævende. Holdet er for dem, der blot vil have en sindssygt hurtig tur i sporet, og evt. er i gang med at træne sig op til løb/konkurrence. Dette hold har en kaptajn, der forsøger at få alle helskindede med hjem.
På dette hold er der høje krav til teknisk kunnen.

Talent/Elite
Spørg en instruktør for nærmere information eller se nærmere på dette link: https://www.hmif-mtb.dk/funsters-ung-mtb-haderslev/

Mandfolk på MTB, kører søndag kl 10-12
Det sociale, fællesskabet og hyggen er i centrum for denne aktivitet, og man behøver ikke at have kørt på mountainbike tidligere for at deltage – tværtimod! Vi opfordrer folk, som er helt grønne, til at møde op og være med. Og har man ikke en cykel, så kontakt os.
Mandfolk på MTB er for mænd, som holder af at spise sig mæt om aftenen, og måske fylder godt i landskabet. Hos os handler det ikke om at tabe sig eller tælle kalorier. Vi tæller kun smil og lumre vittigheder.
Vi kaster os ikke ud på de udfordrende spor i Pamhule, men kører på skovveje, stier og steder, hvor vi alle kan være med. Vi holder pauser undervejs – efter behov – og sørger for, at der også er tid til at hyggesnakke.
Har du spørgsmål? Er du nysgerrig, så kan følge vores facebook-gruppe, hvor du kan se hvad der sker fra uge til uge: facebook/HMIFMandfolk
Du er også velkommen til at kontakte Bjarne Ohm Friis-Christiansen eller Henning Bo Christensen på messenger.

e-cykling
Et af vores nyere tiltag e-cykling (indendørs) holder pause i sommerperioden. Vi starter op igen til efterår.

 

Generelt

I løbet af en sæson vil man komme gennem et program, så man vil komme til at kunne beherske de fleste forhold man vil komme ud for på et singletrack spor i Danmark. Indimellem vil der være repetitioner, intervaltræning små konkurrencer eller ”bare” en cykeltur, hvis vejr/underlag eller antallet af fremmødte befordrer det. Der vil i løbet af sæsonen også blive undervist i sikkerhed på sporet og førstehjælp.
Du skal selv vurdere, hvilket hold du vil køre på denne dag. Du skal vælge realistisk ud fra din træningstilstand og dagsform, lyst og evner, tid til rådighed mv.
Det er ekstra vigtigt at være realistisk omkring egen form på MTB, fordi der er store fysiske forskelle i form og teknisk kunnen i mountainbike-sporten. Hvis du er i tvivl om, hvor du passer ind, så tag en snak med instruktørerne, som kan fortælle dig nærmere om, hvad dagens træning byder på. Sørg også for at melde ud på ruten, hvis det går for stærkt. Alle skal med hjem, og alle skal have en god tur!

Din mening er vigtig for os
Inden vi kører i skoven, vil der på hvert hold blive informeret om, hvad dagens træning indeholder.
Efter træningen vil vi gerne mødes  til debriefing og en hyggesnak. Her modtager vi gerne ris og ros til aftenens træning. Vi vil altid forsøge at give medlemmerne den bedste træning, og har brug for din feedback.
Vi ses derude til en masse sjov på sporet!!

traeningnedadbakke300x173