Skovflåter

skovflaat

Du kan møde skovflåten i hele Danmark fra marts til november, som regel i fugtig vegetation som højt græs og planter.
Den er mest aktiv fra juni til august.

Undgå skovflåter

– I skov og eng bør du i skovflåt-sæsonen (juni, juli og august er højsæson) gå med lange ærmer, lange bukser, tørklæde og evt. hovedbeklædning.
– Efter skovturen kigger du huden efter for skovflåter. Små skønhedspletter kan snyde.
– Skovflåten kan godt være kravlet op i hovedbunden, inden du er kommet hjem.

Fjern skovflåten

– Fjern skovflåten så hurtigt som muligt. Det første døgn smitter den omtrent aldrig, så gå ikke i panik, men fjern skovflåten roligt og omhyggeligt.
– Brug en spids pincet eller specialtang. Det mest effektive er at dreje skovflåten et par omgange, hvorefter den slipper taget med hovedet intakt.
– Et flåtfjerner-kort ligner et dankort med en slids i hjørnet, som du sætter ind under skovflåten og vipper op. Købes på apotek, matas, supermarked m.fl.
– Tilbagesiddende munddele i huden kan tages i næste omgang. De vokser ikke ud til en ny skovflåt.
– Eventuelle rester af den døde skovflåt udstøder huden selv efter et stykke tid på samme måde  som en splint. Men hold øje med om der går betændelse i.
– Vask bidstedet med sæbe.
– Skovflåten kan også fryses til døde med en kølespray. Fås på apotek, matas m.fl.

Er du blevet smittet ?

Du kan ikke selv mærke, om skovflåten har smittet dig med Borrelia-bakterien eller ej, så hold de følgende uger øje med bidstedet for tegn på hududslæt.
OBS! Vokser det røde udslæt til 4 cm i diameter, skal du søge læge. Diagnosen Borrelia bekræftes ved at undersøge en blodprøve for antistoffer mod bakterien.